Døden er halvdelen af livet

Døden er nærværende hver dag, ja, hvert øjeblik. Hver gang vi ånder ind, tager vi livet ind, og hver gang vi ånder ud, så giver vi slip på livet – noget dør. Ved at iagttage vores åndedrag kan vi aflæse, hvor vi eventuelt har vores største vanskeligheder.

Fungerer indåndingen automatisk og afslappet, så har man et afslappet forhold til livet. Fungerer udåndingen automatisk og afslappet, så har man et afslappet forhold til døden, til det at give slip. Hvor holder man uden vanskeligheder pause i åndedrættet, er det på udåndingen eller på indåndingen? Eller er det sådan, at den ene del af vejrtrækningen er en påtvungen følge af den anden?

Indåndingen er maskulin og udåndingen er feminin. Vigtigt er det at have fat i sin maskuline natur, så man målrettet og med drivkraft sætter noget nyt i gang – livet er jo til for at skulle leves. Men lige så vigtigt er det med sin feminine sans at modnes med det som sker og at afslutte det, som skal afsluttes – det er ingen tilfældighed, at det er kvinderne, som føder vores børn. Under alle omstændigheder er døden og livet to sider af samme sag. For at et nyt nu kan eksistere, må ikke alene et nyt nu finde liv, det gamle nu må også dø. Hver nat går vi over på det åndelige plan (dør), og får inspiration og overskud til en ny dag (nyt liv). Sådan kan man blive ved med at nævne eksempler på, at døden er nærværende hele tiden. Afgørende er det, at vi får et positivt forhold til døden, når vi skal opnå det frugtbare liv, i pagt med os selv, som vi alle stræber efter. 

Mit eget liv har formet sig sådan, at jeg er blevet helt fortrolig med døden. Forskellige omstændigheder ved min fødsel gjorde, at jeg blev så bange, og følte mig så forladt, at  jeg  blev nødt til at gå i den grad ud af min krop, at jeg kun lige akkurat holdt den i live. Siden har jeg knoklet på med at komme tilstede i min krop igen, at vågne op til de levendes land. 

Under en operation som 13-årig havde jeg en nærdødsoplevelse, som har haft stor betydning for hele mit liv. Bl.a. har den forhindret, at jeg har taget mit eget liv, hvilket jeg gang på gang har haft lyst til. Hvorfor? Fordi min fødsel og tidlige barndom var så forfærdelig for mig, at jeg ganske resignerede. I resignationen er man ikke bange for at dø. Mange kan have den forestilling, at der ikke findes noget værre end døden, men det kan jeg forsikre jer for, at der gør. Resignationen er udtryk for total tomhed. Og døden er på ingen måde tomhed, døden er netop udtryk for forvandling, nyt liv. Døden er en aktiv del af livsprocessen.

Det at kende til noget, der er uden for liv og død - resignation, tomhed, værdiløshed, angst, at føle sig totalt forladt af alt og alle, selv Gud - gør én fortrolig med døden og livet. Nærdødsoplevelsen har været en af de ting, der har givet mig mod til at komme igennem den åndelige udviklingsproces, som jeg har været i. Ikke mindst gav nærdødsoplevelsen mig mod, fordi det blev nærværende for mig, at jeg, ligesom alle andre, har åndelige hjælpere til rådighed konstant. Når man først kommer i virkelig kontakt med sig selv, så kan truslen om at blive forladt af mennesker, man holder af, ikke længere få en til at bryde sammen. Det er slemt at miste andre mennesker, men har man sig selv, så kan man altid få sine behov dækket i den mangfoldige verden. Jeg har her været inde på to af de mest afgørende begivenheder, der har gjort mig fortrolig med døden - jeg har haft mange flere oplevelser omkring døden.

Det afgørende er ikke typen af vores vanskeligheder, for vi har alle været ude i store prøvelser. Det afgørende er, hvordan vi takler disse vanskeligheder. Livet er til for, at vi skal leve i pagt med os selv. Så længe vi ikke kan det, så er det vigtigste, vi da kan gøre, at vi arbejder med os selv. At vi kommer langt imellem vugge og grav. Sådan, at vi kommer til at leve mere og mere i harmoni med os selv.

Døden er som sagt nærværende hver dag, det er derfor af stor betydning, at vi bliver fortrolige med den lille død, som hele tiden viser sig i livets konstante forvandling. Fortroligheden med den lille død fører igennem til et accepterende forhold til den store død. Umådeligt vigtigt er det nemlig at få et positivt forhold til den store død, førend man skal dø.   

Død og fødsel er de mest afgørende begivenheder i vores evige liv, fordi vi her bevæger os så skæbnesvangert fra et plan til et andet. Fødselen er begyndelsen til et nyt liv her på Jorden. For at fosteret overhovedet kan blive levende ved undfangelsen, så forbinder en sjæl sig med dette foster. Alt fysisk har tilknyttet en åndelig bevidsthed. Nok forbinder sædcelle sig med et æg i kvindens livmoder, men det er kun den fysiske baggrund for, at et foster bliver til. Endnu mere afgørende er det, at en sjæl med en del af sin bevidsthed i samme nu begynder at belive dette foster. Når vi således fødes ind i den fysiske verden, så kan man sige, at vi dør fra den åndelige verden. Dog ikke mere end at der konstant er en forbindelse mellem disse verdener. Efterhånden som vi udvikler os, er det helt naturligt, at vi bliver mere og mere bevidste om kontakten til det åndelige plan.

Når vi dør og forlader den fysiske verden, så fødes vi igen ind i den åndelige verden. Disse overgange er altså af afgørende betydning. Det er efterhånden ved at være velkendt, at det er af stor betydning for et menneskes positive udvikling, at især dets fødsel og allertidligste barndom foregår i accept, omsorg, rummelighed, nærvær og kærlighed. Men der er stadig meget ubevidsthed om, at det har lige så stor indflydelse for fremtidens liv, at vores død foregår i accept, omsorg, rummelighed, nærvær og kærlighed.

Jeg bliver ganske ofte spurgt: - Hvorfor betyder det så meget, hvordan vi dør? Når vi reinkarnerer, så kan det vel ikke være så afgørende, hvad vi gør omkring døden? Jo, absolut. Af flere grunde.

Intet af det vi foretager os er ligegyldigt. Alt skal ske fuldstændig i pagt med os selv, når vi skal have et frugtbart liv. Til det at være et bevidst menneske hører, at man tager stilling til ALT. Nogle kan synes, at det er ret anstrengende, sådan at skulle tage sig selv i ed hele tiden. Heldigvis er det jo sådan, at desto mere vi bliver i pagt med os selv, desto mere overskud får vi da også til at leve. Det er voldsomt anstrengende at holde sig selv nede! Vi får også mere og mere overskud, når vi handler os selv positivt ud, fordi den karma, der hele tiden vender tilbage til os, da bliver stadig mere positiv. Ved at anstrenge sig lidt i dag kommer det til at gå så meget nemmere i morgen. 

Som jeg tidligere var inde på, så er det af afgørende betydning, at vi bruger livet til at komme mere og mere i pagt med os selv. Hvordan vi handler omkring vores store død viser, hvor vi er nået til. Ikke fordi vi skal bruge det som en negativ målestok, men vi skal bruge det til at gøre os klart, at det også her er bestemmende for vores øjeblikkelige og fremtidige velbefindende, at vi selv bestemmer, hvordan vi vil have det. Det er vigtigt, at vi lader vores åndelige bevidsthed komme til udtryk i vores afgørelser, at vi ikke lader  opdragelse, hensynet til moster Betty o.s.v. få større betydning, end vi har det godt med.

Af stor betydning er det, at vi her på det fysiske plan gør alt, hvad vi kan, for at lade døden ske i omsorg og kærlighed.

En åben og positiv holdning til døden, indebærer for mig også, at man i døden er motiveret for, at man omgiver sig med mennesker, som man har tillid til. Når disse mennesker også har et godt forhold til liv og død, så vil de gøre, hvad de kan for at hjælpe den døende over på den anden side - fuldstændig i samklang med den døende. Når vi er os selv, så skal vi gøre det sådan, at tingene sker, som det passer os. At være sig selv er ikke det samme som at have nok i sig selv. Vi er omgivet af andre overalt – på det fysiske og på det åndelige plan. Det er op til en selv at finde dem, som kan hjælpe positivt. Og det er bestemt meningen, at vi skal hjælpe hinanden. Kan man ikke åbne sig for hjælp her på Jorden, så kan man heller ikke åbne sig for hjælp på det åndelige plan.

Jeg ved, at mange mener, at der kun er kærlighed på de åndelige planer. Denne forestilling viser noget om, at der stadigvæk er meget stor usikkerhed om døden og den åndelige verden. Også på de åndelige planer er der mange muligheder, lige fra stor lidelse til ren lyksalighed. Døden, og overgangen til de åndelige planer, er ikke noget entydigt. Det er en individuel proces hver eneste gang. Man er et sted på de åndelige planer, der er i harmoni med ens sindelag.

Det er en illusion, at det vi ikke kan få på det fysiske plan, det kan vi få på det åndelige plan. På denne måde er de to verdener ikke så forskellige. Ligesom vi selv skal række ud og tage det gode liv her på Jorden, så skal vi tilsvarende være åbne for kærligheden, når vi kommer på det åndelige plan, ellers bliver det også her, noget vi kun kan være tilskuere til. Vil vi, at vi bliver modtaget i kærlighed, når vi i døden kommer over på den anden side, så er det altså vigtigt at tilrettelægge det sådan, at vi forlader Jorden omgivet af kærlighed.

Jeg har det sådan, at jeg helt naturligt kan huske adskillige liv og adskillige måde at fødes og at dø på. Jeg kan dermed stille ind på det at dø, og jeg oplever så straks mange forskellige måder, jeg selv er død på. Alt for ofte har jeg ikke fået pakket ordentligt sammen, og har haft besvær med at dø  – sådanne bindinger er på ingen måde rare at have hængende. Min erfaring fortæller mig derfor, at det er af afgørende betydning, at man får pakket sit liv ordentligt sammen, og at man får afsluttet, det der skal afsluttes. Relevant er det, at man får taget de beslutninger, det er væsentligt at tage, at man får sagt farvel, at man får sagt det, der skal siger, og gjort det, der skal gøres, at man får ført sig selv over på den anden side, sådan som man er.

Væsentligt er det naturligvis også, at vi accepterer det, der nu engang sker, og det der er sket, som det opnåelige. Der er ingen grund til at bebrejde sig selv eller andre noget som helst. Vi bebrejder heller ikke et blomsterløg, at det endnu ikke står i fuld blomst. Når vi imidlertid skal videre i vores udvikling, så kan det ikke tydeligt nok siges, hvad det optimale går i retning af.

Med til bevidstheden omkring den store død hører også, at det er afgørende, at vi laver ceremonier, der lyser i fællesskabsfølelse med den døde, som hun var og er. For dagen i morgen hviler på dagen i dag. Det næste liv kommer til at begynde, sådan som man afslutter dette liv på. For det er, hvad vi er nået til at manifestere på det fysiske plan. Det betyder ikke, at vi ikke kan lære en masse, mens vi er på de åndelige planer, vi kan endog gå i skole på mange niveauer. Men det forbliver alt sammen teori, indtil vi får det prøvet af på det fysiske plan. For det er her, vi indtil videre skal tilkendegive, hvem vi er.

Alt hvad vi gør omkring døden bør ske under hensyn til helheden. Da vi er infiltrerede i hinandens liv, så letter alt, hvad vi gør, også livet for andre. Når de pårørendes tarv bliver varetaget, så letter det også fremtiden for den døde. Det er vigtigt at de pårørende får mulighed for at udtrykke, bearbejde og acceptere deres følelser. Det skal helst ende med, at hver enkelt pårørende ikke alene føler sig rustet til at gå videre i livet uden den person, som hun har mistet, men oven i købet er blevet styrket til at være endnu mere sig selv. For intet sker i livet uden man har mulighed for at modnes.

Livet er så viseligt indrettet, at intet nogensinde er for sent. Vi får uophørligt chancen for at gøre alle ting endnu bedre. Derfor er der aldrig grund til fortvivlelse over det, man endnu ikke har fået gjort optimalt. Også når en person ér død, og altså befinder sig på det åndelige plan, så er det man ikke fik sagt eller gjort, ikke nødvendigvis fortabt. Vi kan tage kontakt med den døde, og sandsynligvis vil han gerne hjælpe, fordi han også har behov for at få redet så mange tråde ud som vel muligt. Også den døde kan have behov for, at han kan få kontakt med de pårørende, for også han kan have trang til at meddele noget, som han ikke fik udtrykt, medens han var fysisk tilstede.

Fordi jeg ved, hvor stor betydning det vil få, at vi opfører os meget anderledes over for døden, end vi i dag almindeligvis gør, så har jeg etableret en alternativ begravelsesforretning. Alternativ på den måde, at den henvender sig udelukkende til folk, der tænker i reinkarnation. Men også alternativ, fordi den er meget mere omfattende end en almindelig begravelsesforretning, idet jeg tilbyder at hjælpe døende, døde og de pårørende i de vigtige processer omkring det at dø og det at miste.

Døden er et kæmpe område. Jeg har derfor kun været inde på nogle af de vigtigste ting, som jeg finder vigtigt i almindelighed, og som jeg derfor også finder vigtige for mig selv at beskæftige med i min profession som alternativ bedemand.

Forfatter til artiklen:

Kjeld John Ledet

Indehaver af:

Begravelsesforretningen Ledet

Torpvej 14, Lundum,

8700  Horsens

Web: www.kjledet.dk

Mail: kjledet@e-box.dk

Tlf.  76 27 33 63

FORRIGE SIDE    TILBAGE TIL FØRSTE SIDE

GÅ VIDERE TIL MIN ARTIKEL: TANKER VED EN BEGRAVELSE

  GÅ VIDERE TIL MIN ARTIKEL: DEN VÆRDIGE DØD OG DET VÆRDIGE LIV