Tanker
ved en begravelse
Så
forsvinder han da i hullet - af jord er du kommet, af jord skal du igen opstå,
siger præsten. Og hen ad kirkegårdsstien står vi. Vi, der i dag, hvor solen
bager fra en skyfri himmel, er kommet for at tage et sidste farvel med et
familiemedlem, en ven, en arbejdskammerat.
Jeg
kigger mig omkring, flere græder. Nogle har glemt at tage højde for at det
kunne ske, så de er i nød for en serviet. Et sted bliver det samme sjaskede
papir rakt frem og tilbage flere gange, for tørres væk skal de, tårerne. Jeg
konstaterer en vis ambivalens i forhold til det at græde. Ved en begravelse må
man gerne græde, ja, det hører sig vist endog til. På den anden side skulle
man dog nødigt komme i følelsernes vold, for følelser skal være under
kontrol, tårerne skal skyndsomst tørres væk.
Og
selve dette, at noget er der, men skal være under kontrol, er i grunden meget
synonymt med det fysiske liv, som vi nu tager afsked med. Vi skal lære af de
gamle, hedder det. Dermed mener de fleste vist, at vi skal lære af alle deres
erfaringer og al den klogskab, livet efterhånden har givet den gamle. Lad os gøre
det! Også i Antons tilfælde var der megen klogskab og erfaring at høste af.
Men,
det falder mig ind, at af Antons liv (og mange, mange andre liv) er der noget
meget mere værdifuldt at lære. At tage på os den opgave, som Anton ikke ville
og turde tage på sig. For når sandheden skal frem var det et begrædeligt liv
vi her tager afsked med. Hele den fysiske krop var efterhånden så forfalden,
at den ikke længere kunne fungere, den udåndede. Og bedre stod det ikke til
med psyken, der også var så forpint, at det i det hele taget var forbavsende,
at han overhovedet holdt ud så længe.
-
Hvad var det da, der plagede ham i den grad, at livet til sidst blev et rent
helvede? Det var det, at han ikke ville se på de sider i sig selv, som han
fandt så pinlige, at end ikke et menneske ved, hvad det var. Han viede, om man
så må sige, sit liv til det at holde de tanker og følelser nede, som han ikke
kunne li' at se på.
Jeg
kommer til at tænke på, da han gik op og ned ad mit stuegulv, samtidig med han
stirrede frem for sig. Han skreg igen og igen: - Hvad skal jeg gøre, jeg kan
ikke holde det ud, det er så forfærdeligt. Og jeg gik hen til ham og gloede
lige ind i hans vanvittige blik, idet jeg råbte: - Hvad er det, der er så forfærdeligt?
Så sig det da for helvede!
-
Det kan jeg ikke sige, det er jo det jeg siger. Det er så forfærdeligt, at man
ikke kan fortælle det til nogen, kan du ikke forstå det?
- Nej, jeg kan ikke. Du har ikke slået nogen ihjel, ved jeg. Så sig nu hvad det er, der er så forfærdeligt. Ellers kan du godt gå, jeg gider ikke at blive ved med at høre på noget, der intet fører til.
Lidt
senere smed jeg ham ud - måske var jeg får hård ved ham? Men jeg kunne ikke
andet. Siden har jeg imidlertid lært, at vi alle har så lede skrubtudser i
vores indre, så det virkeligt kan være svært at fortælle andre om disse
gespenster. Slemt er det altså at kysse frøen - at se skyggerne i øjnene, at
komme til at acceptere alt det vi ikke umiddelbart kan acceptere. At komme til
at leve med alle vore emotioner. Komme til at elske os selv, som vi er.
Endnu værre er det dog ikke at kysse frøen. Det var det, Anton
ikke ville. Alle der kendte ham har kunnet se på resultatet. Jeg bliver sikker
i min sag, at jeg, allerede i bilen på vej hjem, må
se på endnu nogle følelser i mit indre, idet jeg nu er blevet mindet om
dette skrækeksempel.
-
Jamen, hvordan kan du være sikker på, at det netop var det at konfrontere det
indre spøgelse, der gjorde hans liv så forfærdeligt, spørger nogle. Det ved
jeg, fordi han blev ved med igennem hele livet at fable om disse indre abekatte,
som han ikke ville have. Men de flyttede dog ikke af den grund. Og han brugte
skrappe midler for at komme ukrudtet til livs. Kemikalier i form af
psykofarmaka, spandevis af kaffe, sprut, cigaretter. Han blev mere og mere
rasende på lægerne, at de ikke kunne tilbyde andet end medicin, men han ville
ikke selv andet. Andre mennesker overførte han også de indre problemer på, således
at han så alle andre som nogle fæle uhyrer. Også fordi de ikke ville hjælpe
ham, men han ville ikke selv hjælpes. Han pressede tillige problematikken ned i
kroppen for på den måde at komme af med det ubehagelige. Men det betød, at
kroppen gjorde så forfærdeligt ondt, at han ingen ro havde på sig. Derfor prøvede
han bogstavelig talt at løbe fra det hele. Men lige meget hjalp det. Hele møgbunken
forblev - ja, den blev endog større, fordi han ikke ville have den. Den voksede
igennem livet til at fylde hans univers.
-
Det man ikke vil have, bliver man bundet til, i en ukonstruktiv form, påstår
jeg. Denne min læresætning har Anton gjort tydelig, som var den bøjet i neon.
Jeg
forstår ham, for det er forfærdeligt at se på alt det ubehagelige i livet.
Men livet bliver dog først et mareridt, når vi nægter at se det i øjnene,
som det er. At tro livet vil forandre sig for vores skyld er en illusion.
Udelukkende er det op til os at acceptere livet, under de principper det virker
under.
-
Når det gik sådan for Anton var det et enkeltstående tilfælde, siger du nu.
Det betyder ikke, at vi alle ender som sindssyge, når vi ikke ser alle
livsaspekter i øjnene. Nej, sandt nok, vi kan også ende som senile, eller
ensomme gamle, hvis horisont er skrumpet ind til vejret og maden, fordi alt
andet efterhånden indeholder smertefulde aspekter og derfor er tabubelagte. Vi
kan ende som angstfyldte gamle, der barrikaderer os bag to kæder og syv låse,
fordi de indre dæmoner undervejs er blevet lavet om til ydre forbrydere, som
man derfor er hunderædde for.
Vi kan blive vrantne gamle, der er kommet til at se enhver som fjende,
fordi alt det, man ikke kan lide, er overført til andre mennesker i ens
fantasi. For andre er åndsevnerne friske endnu, medens kroppen
slet ikke kan fungere, fordi den hele livet har virket som en
skraldespand for alle de følelser og tilstande man ikke ville have. Desillusionerede
mennesker, for hvem troen på noget konstruktivt er forsvundet, er også en
mulighed. Nogle frygter døden, fordi en opgivende holdning afbalancerer med et
modsatrettet ekstrem som at holde krampagtigt fast i det bestående.
Og
endelig kan vi selvfølgelig ende vore fysiske liv, hvor vi vedkender os ikke
blot livets behagelige stunder, men også de smertefulde. Ikke blot accepterer
intellektet og forfinede hjertefølelser, men også anerkender vore dybe
emotioner. Ikke alene ser os selv som kropslige med en forstand, men også som
åndelige væsener med en krop. Kort sagt som mennesker, der om ikke er hele
afbalancerede mennesker, så i al fald ser i øjnene, at det
vi ikke kan acceptere i livet er vores opgave at komme til at acceptere.
-
Det her er for galt, mener mange givetvis. For de afdøde skal vi tale pænt om,
er der en dogmatisk opfattelse, der hedder. Så er det jeg spørger: - Har jeg
ikke gjort det? Er du sikker på, hvis du opfatter det skrevne som bagtalelse,
at det ikke er, fordi du har svært ved at se livets mere stride sider i øjnene?
For intet er usandt, intet er sagt i nogen ond mening. Har Antons liv da ikke
haft afgørende positiv betydning for os, hvis vi ikke alene lærer, hvad vi skal
gøre, men også af hans liv lærer, hvad vi ikke skal gøre?
- Hvad er det da, vi skal gøre, hvis vi skal opnå et mere lykkeligt liv, end Anton opnåede? Vi skal konfrontere lige netop alt det, vi ikke kan lide, alt det vi vrænger ad. Alt det vi ser i os selv, men også alt det vi ser i andre, for også dét er noget vi selv indeholder. Vi skal tale om det - give dæmonen navn. Det er det eneste dæmoner har rigtig respekt for.
Vi skal snakke så meget om det, arbejde så meget med det, at vi når til en accept heraf. Da kommer vi til at elske os selv, elske andre, elske livet. Til sidst er der da ikke noget, der kommer bag på os. Ikke noget, der kan gøre os ondt. Det vi skal acceptere står lige foran os, hele tiden bliver vi konfronteret med det. Det er ikke noget fremmedartet. Nej, det er helt almindelige ting, som blot ønsker at blive optaget som ligeværdige parter til det af os, som vi allerede anerkender. Det er egoismen, som ønsker, vi skal tage os af os selv. Som gør, hvis vi ikke tager os af den, at vi bliver dømt til ikke at kunne andet end være egoistiske. Det er smerten og sorgen over alle længslers manglende indfrielse. De gør, når vi ikke tager os af dem, at længslerne stadig ikke kan indfries. Den frie seksualitet, som vi ikke tør udleve, er det også. Samt glæden, vi ikke føler, vi kan tillade os. Illusioner er noget, der må kodes om. Der er meget mere nede i dybet af det ubevidste. Hvis man vil et anderledes liv, må man dykke ned i det ubevidste. Og er det i grunden så galt, det er da alt sammen dele af os selv?
Alt det undertrykte må have energi, indtil det har haft sin plads, og vi kan slippe det igen. Og dermed ikke længere identificere os med det. Sådan at vi kan flytte vores bevidsthed til vores sjælelige tilstand. VÆRE os selv.
Vi sidder og mæsker os i lagkagen og kaffen efter begravelsen, da jeg afrunder min tankerække, undervejs afbrudt af afslappet konversation med nære familiemedlemmer. Samt gensyn med andre, jeg ikke har set i årevis.
- Farvel og tak for i dag! Tak, fordi vi blev mindet om, at vi alle har et arbejde at gøre, hvis vi ikke skal ende vore liv i en grusom forfatning.
Artiklen har været bragt som kronik i følgende aviser:
Information, Århus Stiftstidende, Vendsyssel Tidende og Skive Folkeblad.
Forfatter til artiklen:
Kjeld John Ledet
Indehaver af:
Begravelsesforretningen
Ledet
Torpvej
14, Lundum,
8700
Horsens
Web:
www.kjledet.dk
Mail:
kjledet@e-box.dk
Tlf. 76 27 33 63