Den værdige død og det værdige liv
Det
er rigtig kommet på mode at tale om, hvor vigtigt det er at få en værdig død.
Den ene reportage efter den anden ruller hen over skærmen og fortæller om
mennesker, der tager deres eget liv, eller om mennesker, der hjælper andre med
at gøre en afslutning på livet. Men hvad er en værdig død? Hvad er en uværdig
død? Og kunne det tænkes, at man kunne få en anderledes opfattelse af, hvad værdighed
er?
Den uværdige død kommer ind i billedet, når man ikke kan sørge for
sig selv, når man gror til i sit eget skidt, når man har smerter, når man er
blevet deprimeret over det liv, som man har, når man lever et ensomt og
afsondret liv, når desillusionen trækker sine lange skygger. Ja, man kunne
blive ved med at nævne eksempler på det uværdige liv, da det er den enkeltes
definition, der er afgørende for hans følelse af uværdighed. Ligesom den
enkelte har ret til at vurdere, om hans liv er blevet uværdigt, så har han
selvfølgelig også ret til at afslutte dette hans liv.
Forståeligt er det bestemt også, at livet kan gøre så ondt, at man ønsker
at komme af med det. Men er der ikke andre veje at gå?
Man kan mene, at det er en pessimistisk holdning, at man skulle finde sig
i nogle vilkår, der er én imod. Man kan imidlertid med lige så stor ret hævde,
at det er et ultimativt positivt menneskesyn, at alt, hvad der kommer til os, i
sig har en gave. Smerten er svær at forholde sig til, men pakker man den ud, så
vil man opdage dybder af følsomhed, som man herefter ikke vil være foruden.
Jeg er af den opfattelse, at alt hvad der hænder os har et positivt
budskab til os. Jeg erkender, at det undertiden kan være en vanskelig opgave at
dechifrere koden. Men det lader sig altid gøre! Ethvert problem er til at løse
– med hjælp fra andre, der har stor erfaring i selvudvikling.
Lad os da kigge lidt på, hvad der kunne løse problemerne omkring det uværdige
liv. Straks skal det siges, at den endelige løsning altid må ske i det enkelte
menneske og på hendes egne præmisser, da krisen er helt personlig. Det, vi kan
begynde at løse i denne artikel, er den opblødning, der skal til i samfundet
som helhed. En modningsproces hvor den enkelte får en langt større forståelse
for, at det aldrig er uværdigt at have problemer. For skal sandheden frem, så
ligger følelsen af uværdighed mere i, at det endnu ikke er blevet en udbredt
opfattelse, at det ikke er en skam, at man ikke er fuldt ud i stand til at klare
alle livets udfordringer. Ser man på verden som helhed, kan man ganske roligt
erkende, at man ikke er alene. Vi kan vist hurtigt blive enige om, at det er ret
almindeligt, at man ikke endnu har fundet ud af at klare livet på en
konstruktiv måde. Men det kan læres, og vi er alle i lære.
Det værste er nemlig ikke, at livet for mange undertiden bliver så
uudholdeligt, at man ikke kan holde det ud. Det værste er, at vi ikke har
tradition for, at man kan gøre noget ved det liv, der gør ondt. At det enten
er muligt at gøre noget, sådan at smerten forsvinder, eller at man bliver i
stand til at rumme smerten. Hvad enten det er det første eller sidste, der
bliver løsningen i det enkelte tilfælde, så er det vigtigt at se, at begge
dele indeholder en acceptabel løsning.
- Men det at skulle gøre noget, når man har det elendigt, er dog for
meget! Hvem har overskud til at arbejde sig ud af sin krise, når man netop er i
krise? hører jeg ofte mange indvende.
Til det vil jeg nu vedvarende hævde, at det kun er når man har det svært,
at man er motiveret for at gøre noget ved sine problemer. Da det jo gør ondt
at kigge på sin smerte, så er der ingen, der vil gøre det, medmindre smerten
sætter tommelskruerne i bund.
- Men hvad hvis man er gammel? Hvis man synger på sidste vers, er det
dog urimeligt, at man ikke kan komme herfra på en værdig måde? At pines på
sine gamle dage er da fornuftstridigt, kan mange hævde.
Med lige så stor ret kan de sider af én, der trænger til omsorg, hævde,
at nu er det snart ved at være sidste udkald, om man skal opnå at få denne
omsorg. Udelukkende drejer det sig om, at der er sider af én, som i den grad
lider under aldrig at være hørt og set med den smerte, som man oplevede i går
eller for firs år siden. Denne indre kvinde, mand eller dette indre barn, gør
til stadighed opmærksom på, at man trænger til omsorg og kærlighed. Den
lille pige eller dreng, som igennem et langt liv er blevet undertrykt, kan med
stigende intensitet gøre opmærksom på, at man lider under denne
undertrykkelse. Ikke for at bebrejde Astrid, at hun ikke har taget sig af denne
sin indre lille pige før nu, hvor hun er blevet gammel. Nej, der er såmænd
ingen ond hensigt med vores smerte.
Uanset de lidelsesfulde oplevelser, man har, så er det nemlig ikke nogen
udefra kommende straf eller tilfældighed, at man bliver udsat for disse
oplevelser. Nej, det er altid et indefra kommende skrig på opmærksomhed. Vi
kan så vælge at undertrykke dette råb ved hjælp af alkohol, piller eller
anden medicin. Vi kan vælge gang på gang at overhøre dette vort indre råb om
hjælp. Men hvad havde man tænkt sig, at den indre smerte skal gøre til gengæld?
Ja, smerten har intet andet valg end at råbe højere og højere. Den fysiske
smerte er resultat af en indre psykisk smerte, som man ikke har taget sig af.
Man undertrykker den psykiske smerte i kroppen. Og kroppen smerter derved.
De fleste kender ikke til andet end at gøre noget for at få smerten væk.
Medicinalindustrien plejer da også denne tilbøjelighed gevaldigt: - Find dig
ikke i smerte, tag en panodil. Bliver man til sidst trængt op i den krog, at
smerten ikke længere lader sig kue, uanset det middel man bruger til at få den
væk med, ja så er det jo nærliggende at tage sit eget liv.
- Men for pokker da, denne ens indre længsel efter kærlighed kunne da
have gjort opmærksom på sig selv, da man i sin tid havde overskud til at tage
sig af de traumatiserede indre personer?
For det første har traumerne, som sagt, konstant gjort sig gældende.
Men overskuddet til at tage sig af den indre smerte har aldrig været der.
Tidligere var man jo optaget af sin mand, sin hustru eller sine børn. Man var
optaget af at tjene til dagen og vejen, man var optaget af at gøre karriere,
man var optaget af at gøre andre tilpas, man var optaget af at tjene samfundet,
man var optaget af at drage omsorg for andre. Man var optaget af…
Når sandheden skal frem, så har denne ens indre undertrykte smerte alt
for ofte aldrig haft lejlighed til at få et ben til jorden, før man nu sidder
i sin aftens skumring i fred og ro.
Det er meget forståeligt, at man stadig ikke formår at lytte til dette
ens indre, for man har jo aldrig lært at lytte indad. Hvis man alligevel
begynder at høre dette indre råb, så véd man jo heller slet ikke, hvad man
skal gøre ved det. Hvordan drager man omsorg for sig selv, når man aldrig har
lært, hvordan man gør?
Det er heller ikke nemt at finde ud af, hvordan man lærer at drage
omsorg for sig selv. På den anden side er det dog et faktum, at man heller
aldrig får det lært, hvis man ikke før eller siden begynder. Og der er hjælp
at få, flere og flere kender trods alt til, hvordan man gør. Alle vi kan give
vores erfaring videre. Man lærer at drage omsorg for sig selv, slet og ret ved
at gøre det – under kyndig vejledning.
Mange fremhæver også det uværdige ved at være andre til last. Men trænger
dette, at være til last, ikke også til at blive nuanceret en del? Ikke alene
skal vi naturligvis efterhånden alle sammen have lært, hvordan vi drager
omsorg for os selv. Vi skal også alle sammen have lært, hvordan vi drager
omsorg for andre. Også her gælder learning by doing – princippet. Så ingen
er altså til last. Dem, der skal pleje en plejekrævende person, har således
behov for at være noget for nogen. Var der ingen at pleje, så kunne en
omsorgsperson ikke få mulighed for at bruge sit behov for at drage omsorg for
andre.
Samfundet er også ubændigt i sit krav om, at borgerne skal gøre noget
for samfundet. John F. Kennedys legendariske ord i tresserne er blevet mejslet
ind i enhvers bevidsthed: - Spørg ikke hvad samfundet kan gøre for dig, spørg
hvad du kan gøre for samfundet. Men, intet kan eksistere uden sin modsætning.
Et samfund består af dets borgere. Ingen kan således gøre noget for andre,
uden der er nogle til at være modtagende. Man er altså på ingen måde værdiløs,
fordi man ikke længere kan gøre noget for nogen, man har nemlig også værdi,
idet andre får nogen at gøre noget for.
Når døden alligevel står for døren, så er der ingen værdighed i
bare at ligge hen. Det er uværdigt, at have et stillestående liv, sådan mener
mange. Men kan denne opfattelse ikke også rokkes? Enhver tilstand har sin
berettigelse. Samfundet har sat et udadvendt, aktivt, rationelt, intellektuelt
og materielt liv over alt andet. Men skal livet få en dybere mening, så er
fordybelse, indadvendthed, følelser, omsorg og åndelighed af lige så stor
betydning. Og bedre sent end aldrig…
Artiklen bliver snart bragt som kronik i Fyens Stiftstidende.
Forfatter til artiklen:
Kjeld John Ledet
Indehaver af:
Begravelsesforretningen
Ledet
Torpvej
14, Lundum,
8700
Horsens
Web:
www.kjledet.dk
Mail:
kjledet@e-box.dk
Tlf. 76 27 33 63